Aldersgrænser for salg af tobak, nikotin og alkohol

Aldersgrænser for salg af alkohol og tobaks- og nikotinprodukter, som håndhæves, har en effekt på børn og unges forbrug af produkterne.

Aldersgrænser for tobaks- og nikotinprodukter

For salg til tobaks- og nikotinprodukter gælder følgende aldersgrænser:

  • Det er ikke tilladt at sælge tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter til personer under 18 år.
  • Det er ikke tilladt at sælge elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin over for personer under 18 år.

Lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år – LBK nr 1088 af 10/10/2024

Lov om elektroniske cigaretter m.v. – LBK nr 1166 af 04/11/2024

Aldersgrænser for alkohol

For salg af alkoholholdige drikkevarer gælder pr 1. april 2025 følgende aldersgrænser:

  • Alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 1,2 eller derover må ikke sælges til personer under 16 år.
  • Alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på over 6 må ikke sælges til personer under 18 år.
  • I nattelivszoner må alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 1,2 eller derover ikke sælges eller udbringes til personer under 18 år fra kl. 22.00 til kl. 08.00.

Med de nye regler pr 1. april 2025 kan 16-17-årige fortsat købe en almindelig øl, men ikke stærkere alkoholholdige produkter, som fx vin, spiritus og shots. Reglerne blev ændret med Lov nr 1669 af 30/12/2024.

Forbud mod proxysalg

Siden 1. januar 2025 har der ved lov været et entydigt forbud mod proxysalg af tobak, nikotin og alkohol.

Forbuddet betyder, at myndige personer ikke må købe produkterne på vegne af andre, der er under aldersgrænserne, og tage betaling herfor.

Det centrale er, om de gældende aldersgrænser for salg, der gælder detailhandlen, er forsøgt omgået. Fx ved videresalg i umiddelbar forlængelse af købet i en butik og fx umiddelbart uden for butikken.

Forbud mod proxysalg omfatter ikke situationer i private hjem. Fx hvor forældre køber produkter med en aldersgrænse til deres børn, herunder også situationer hvor forældre vælger at købe alkohol eller tobak til deres børn og trækker deres børn i lommepenge.