Fundamentet for vores gode danske sundhedsvæsen slår revner flere steder - usammenhængende patientforløb, rekrutteringsproblemer, ulighed og pres på sundhedsvæsenets sektorer. Udfordringerne bliver kun værre i takt med, at vi bliver flere ældre og skrøbelige patienter i Danmark.
Derfor har regeringen bedt Sundhedsstrukturkommissionen fordomsfrit at belyse modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet, hvor der bl.a. tages et mere samlet ansvar for patientforløbet, og hvor langt flere borgere bliver behandlet i eller tæt på eget hjem.
Kommissionen havde ikke lagt sig fast på nogle løsninger - og så frem til indspark fra bl.a. patienter, pårørende, borgere, sundhedsprofessionelle, interessenter og eksperter til Sundhedstopmødet, der blev afholdt den 8. december 2023 på Comwell i Roskilde. Der var livestreaming for interesserede til formiddagens og eftermiddagens program (workshops blev ikke livestreamet). Se programmet for dagen.