Opmand i forbindelse med etablering af nye sundhedsråd

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde har udpeget tidligere departementschef Per Okkels som opmand. Opmandens rolle er at stå til rådighed for kommunernes og regionernes indsigelser om den geografiske inddeling og navngivning af de nye sundhedsråd.

Som led i Sundhedsreformen etableres der 17 nye sundhedsråd i regionerne. Sundhedsrådene, der vil bestå af politisk valgte repræsentanter fra regionsrådet og de kommuner, som ligger i sundhedsrådets geografiske område, skal være drivende i omstillingen af sundhedsvæsenet og styrkelsen af det nære sundhedsvæsen.

Regeringen og aftalepartierne bag sundhedsreformen er enige om en foreløbig geografisk inddeling og navngivning af de 17 sundhedsråd. Men der er samtidig enighed om, at kommuner og regioner skal have mulighed for at komme med indsigelser til både den geografiske inddeling og navngivningen. Derfor har indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde udpeget tidligere departementschef Per Okkels som opmand. 

Opmandens rolle er at stå til rådighed for kommunernes og regionernes indsigelser om den geografiske inddeling og navngivning af sundhedsrådene. Kommuner og regioner har mulighed for at komme med indsigelser frem til den 1. juni 2025. Opmanden vil på baggrund af indsigelserne udarbejde et vejledende oplæg, som skal belyse evt. alternative løsninger til inddelingen og navngivningen af sundhedsrådene. På baggrund af opmandens oplæg tages der endelig stilling til sundhedsrådenes geografiske inddeling og navngivning. 

Opmanden vil derudover få en rolle som sundhedsrådsambassadør, som via dialog og samarbejde med regioner og kommuner skal understøtte den lokale forberedelse og opstart af sundhedsrådene. 

Alle kommuner og regioner har modtaget et brev om opmandens udpegning og processen for at komme med indsigelser til den geografiske inddeling og navngivning af sundhedsrådene.

Læs mere i nyhed om 'Minister sætter navn på ny sundhedsrådsambassadør'

Per Okkels CV

  Per Okkels Foto: Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Beskæftigelse

  • 2021-nu: Ekstern rådgiver i Lead Agency
  • 2021: Senior advisor i Novo Nordisk
  • 2011-2021: Departementschef i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Sundheds- og Ældreministeriet
  • 2008-2011: Administrerende direktør i Danske Regioner
  • 2006-2008: Regionsdirektør i Region Nordjylland
  • 1998-2007: Amtsdirektør i Nordjyllands Amt
  • 1993-1998: Sundhedsdirektør i Nordjyllands Amt
  • 1987-1993: Direktør i Ringkøbing Amt
  • 1985-1987: Kontorchef i Ringkøbing Amt

Øvrige relevante bestyrelsesposter, tillidserhverv og udnævnelser

  • 2022: Formand for det nationale rådgivende panel og ekspertgrupper om ny ældrelov

Uddannelse

  • 1980: Uddannet cand.scient.pol. på Aarhus Universitet
Senest opdateret 11-02-2025