Færre danskere ryger – men flere unge bruger e-cigaretter og nikotinprodukter

26-02-2025

Andelen af danskere, der ryger, fortsætter med at falde. Men flere unge bruger e-cigaretter, og de røgfrie nikotinprodukter har fortsat godt tag i 15-29-årige. Det er en udvikling, som regeringens forebyggelsesplan skal være med til at bremse.

Færre danskere tænder en cigaret i forhold til for bare få år siden.

Ifølge en ny rapport om danskernes rygevaner er det omkring 17 procent, der enten dagligt eller lejlighedsvist ryger tobak. Det er et mindre fald i forhold til 2022, hvor 19 procent af de 15 til 79-årige opgav, at de røg cigaretter eller andre former for tobak.

Kigger man på de unge, er der også færre der ryger. Hvor det i 2022 var 25 procent af de unge mellem 15 og 29 år, der røg dagligt eller lejlighedsvist, var andelen faldet til 21 procent i 2024.

Dermed fortsætter den positive udvikling, vi har set i en længere årrække, hvor andelen af tobaksrygende danskere falder.

Rapporten viser imidlertid også, at andelen af unge, der bruger e-cigaretter, vapes og nikotinposer fortsat stiger. På to år er brugen af e-cigaretter blandt de unge steget fra 7 til 12 procent. Og samtidig er det stadig 14 procent af 15-29-årige, der bruger nikotinposer og andre røgfrie nikotinprodukter.

Og tallene understreger, at det er nødvendigt at styrke indsatsen for at beskytte børn og unge mod afhængighed og de sundhedsskadelige konsekvenser af tobaksrøg og nikotinprodukter, lyder det fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde:

Selvom vi ser et fald i andelen af unge rygere, er der fortsat for mange, der begynder at ryge, og det er også bekymrende, at flere unge bruger og bliver afhængige af e-cigaretter og nikotinposer. Vi ved, at nikotin er stærkt vanedannende, og at nikotinprodukter kan have alvorlige konsekvenser for sundheden. Derfor skal vi have vendt udviklingen, og vi har igangsat en hel stribe af konkrete initiativer, der skal forebygge, at børn og unge begynder at bruge nikotin og tobak, og hjælpe dem, der desværre er startet, med at stoppe”, siger Sophie Løhde, og fortsætter:

Allerede sidste år har vi hævet priserne på fx nikotinposer, og vi har også hævet bødestørrelserne og styrket alderskontrollen i butikkerne, så vi bedre kan gribe ind over for ulovligt salg af tobak og nikotinprodukter til mindreårige. Og i år og til næste år strammer for reglerne for, hvor meget nikotin og hvilke smage og dufte der må være i nikotinposer, og hvordan de må se ud. Det skal sammen med de øvrige tiltag i vores forebyggelsesplan gøre nikotinprodukterne mindre attraktive for børn og unge.

Læs Sundhedsstyrelsens rapport Danskernes rygevaner 2024

Fakta: Sådan skal udviklingen vendes

Regeringen har i november 2023 indgået en bred politisk aftale om en ny forebyggelsesplan målrettet børn og unge.

Forebyggelsesplanen rummer 30 konkrete initiativer, der er allerede igangsat eller er ved at blive rullet ud. Det gælder bl.a.:

  • Højere afgift på nikotinprodukter og røgfri tobak
  • Begrænsning af nikotinindhold i nikotinposer
  • Forbud mod søde smagsvarianter og farverig emballage
  • Øget alderskontrol og højere bødestraffe ved ulovligt salg til mindreårige i butikker
  • Nye regler og krav om alderskontrol for online forhandlere
  • Materiale til lokale forebyggelsesindsatser i f.eks. skoler
  • Udviklingspulje til ryge- og nikotinstoptilbud målrettet børn og unge i kommunerne
  • Ny app til ryge- og nikotinstop

Der er afsat knap 500 mio. kr. til at føre initiativerne ud i livet i 2024-2028. Herefter er der afsat 85 mio. kr. varigt.