Indtil nu har der ikke været nogen grænse for, hvor meget nikotin der må være i nikotinposer. Og derfor kan børn og unge få fingrene i nikotinposer med store mænger nikotin, der er sundhedsskadelig og stærkt afhængighedsskabende.
Men det skal være fortid. Nu vil regeringen og aftalepartierne bag forebyggelsesaftalen målrettet børn og unge fra november 2023 sætte en maksimal grænse for, hvor meget nikotin der må være i nikotinposer. Fremover må der kun være 9 mg. nikotin pr. pose.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:
Nikotinposer er inden for få år blevet populære blandt børn og unge, der kan få fat i poser med høje koncentrationer af nikotin, som kan gøre dem afhængige. De er nemlig særligt følsomme over for nikotin og er mere udsatte, fordi deres hjerner ikke er færdigudviklede. Vi har derfor også et særligt ansvar for at beskytte børn og unge mod nikotinprodukternes skadelige virkninger, og nu sætter vi en grænse for, hvor meget nikotin der må være i nikotinposerne, samtidig med at vi forbyder nikotinprodukter med søde smage, der appellerer til børn og de helt unge.
Røgfri nikotinprodukter er i stigende grad blevet populære blandt danske børn og unge i løbet af de seneste år. Ifølge rapporten ’Nikotinbrug blandt børn og unge. Konsekvenser og forebyggelse’, som Vidensråd for Forebyggelse har udgivet: bruger 14,7 pct. af de 15-29-årige mindst ét røgfrit nikotinprodukt svarende til omkring 165.500 børn og unge i aldersgruppen.
Ifølge §RØG undersøgelsen oplyser de unge selv, at de køber nikotinposer med forskellige styrker af nikotin; lige fra få milligram og helt op til mere end 51 mg. pr. pose.
Blandt 15-29-årige, der bruger røgfrie nikotinprodukter, er 10 mg. pr. pose den mest populære styrke. Ser man på 15-17-årige, der bruger røgfri nikotinprodukter, bruger 48,5 pct. en styrke på 10-14 mg.
Den nye grænse for nikotin indføres gennem en bekendtgørelse, der i øjeblikket er i høring sammen en række andre bekendtgørelser, som skal udmønte dele af forebyggelsesaftalen.
I bekendtgørelserne lægges der også op til at stramme reglerne for nikotinprodukters emballage, som fremover skal være neutral og standardiseret. Det betyder bl.a., at dåserne vil have færre kulørte farver, der kan appellere til børn og unge. Og der vil også blive stillet krav til, hvad der må stå på emballagen. Fremover må der eksempelvis ikke henvises til smage og dufte på emballagen med undtagelse af tobak og mentol.