Regeringen styrker akutberedskabet med ekstra pulje på 273 mio. kr.

12-11-2024

Regeringen og partierne bag aftale om finanslov for 2024 er blevet enige om at udmønte en ekstra pulje på 273,3 mio. kr., der er afsat på finanslov 2024 til at styrke akutberedskabet i Danmark. Midlerne skal være med til at sikre, at alle borgere kan få hurtig og effektiv behandling døgnet rundt – uanset hvor i landet de bor.

Bevillingerne dækker perioden 2024-2027 og vil blive brugt til at gøre en mærkbar forskel i regionernes akutberedskaber.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

Det er afgørende, at hjælpen kommer hurtigt frem, når man har brug for den, uanset om man bor tæt på eller langt fra et sygehus. Derfor styrker vi nu akutberedskaberne på tværs af landet med et trecifret millionbeløb.

Pengene skal bl.a. gå til flere akutbiler, udkørende teams og uddannelse af flere ambulancebehandlere. Det vil øge kapaciteten, og det skal være med til at sikre, at borgerne kan få hurtig behandling, hvis de fx kommer ud for en ulykke eller bliver ramt af akut opstået sygdom.

Midlerne fra akutpuljen går bl.a. til:

  • Etablering og udvidelse af døgndækkende beredskab rundt om i landet, bl.a. med flere akutbiler og indkøb af udstyr til eksisterende akutbiler, så den akutte hjælp kan styrkes og nå frem.
  • Øget elevoptag som ambulancebehandler, herunder flere voksenelevpladser til ambulancebehandlere i Region Sjælland for at styrke kompetencerne og kapaciteten i akutberedskabet.
  • Styrkelse af den sundhedsfaglige visitation gennem bl.a. styrkelse af vagtcentralen og etableringen af en visitationsenhed i Sønderjylland.
  • Nyt helikoptertankanlæg på Bornholm.
  • Udbredelse af ’sociolancen’ til flere kommuner i Region Hovedstaden – sociolancen er et ambulancekoncept med social- og sundhedsfaglig bemanding målrettet socialt udsatte.
  • Støtte til udkørende teams, bl.a. i socialpsykiatrien i Region Sjælland, der kan yde behandling på stedet til gavn for udsatte og sårbare grupper.

Fra 2028 og frem bliver initiativerne finansieret af regionerne via bloktilskuddet.

Læs om puljen på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Pressehenvendelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt:
Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk