Nu kan par og enlige få hjælp til barn nummer to uden egenbetaling

21-11-2024

Forældre, som har brug for fertilitetsbehandling, kan nu se frem til at få hjælp til endnu et barn, når ny lov om fertilitetsbehandling til barn nummer to træder i kraft 1. december i år.

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har i dag vedtaget et lovforslag, der giver mulighed for, at par og enlige kan få fertilitetshjælp til barn nummer to uden egenbetaling.

 

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde udtaler:

Stadig flere danskere har svært ved at få opfyldt deres drøm om at blive forældre. De får nu flere og bedre muligheder for at få fertilitetsbehandling. Jeg er derfor utrolig glad for, at et flertal i Folketinget i dag har stemt for lovforslaget om fertilitetsbehandling til andet barn.

Loven skal hjælpe de mange par og enlige, der oplever udfordringer med nedsat frugtbarhed og give bedre og mere lige adgang til fertilitetsbehandling. Det betyder, at familier, der tidligere har været økonomisk udelukket fra at få hjælp til et andet barn, nu får nye muligheder.

Rigtig mange drømmer om at give deres barn en lillesøster eller lillebror. Nu skaber vi bedre og mere lige adgang til fertilitetsbehandling, så også dem, der ikke har råd til behandling til barn nummer to, kan få hjælp. - Sophie Løhde

Partnerægdonation bliver udvidet
Samtidig vil lovændringen også gøre det muligt for lesbiske kvinder, der ønsker at være gravide med deres partners æg, at få hjælp på private fertilitetsklinikker. I dag er partnerægdonation kun muligt for kvinder, hvis der er sundhedsfaglig begrundelse for det.

Det betyder, at begge kvinder i parforhold får muligheden for at føle sig mere biologisk knyttet til barnet. Lovændringen styrker dermed ligestillingen og skaber bedre adgang til fertilitetsbehandling for alle.

Den nye ordning for offentligt betalt hjælp til barn nummer to træder i kraft allerede den 1. december i år, mens lovgivningen om partnerægdonation uden sundhedsfaglig begrundelse træder i kraft den 1. januar 2025.

Læs mere i pressemeddelelse fra 18. juni 2024: Ny aftale sikrer ufrivilligt barnløse gratis hjælp til barn nummer to

Læs om Danske Regioners midlertidige dispensationsordning for kvinder over 40 år

Pressehenvendelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt:
Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk