Ny akuttelefon skal hjælpe mennesker med psykisk sygdom døgnet rundt

19-12-2024

Akuttelefonen 112 og lægevagten skal styrkes, så mennesker med alvorlig psykisk sygdom på lige fod med personer, der rammes af for eksempel et hjertestop, kan få akut hjælp døgnet rundt. Det lægger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde op til på baggrund af anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

1-1-2.

Det nummer er de fleste klar over, at man skal ringe til, hvis man selv er kommet alvorligt til skade eller overværer, at en person har øjeblikkelig brug for lægehjælp.

Men hvem skal man kontakte, hvis man enten selv rammes af akut psykisk sygdom eller oplever, at et psykisk sårbart familiemedlem vil gøre skade på sig selv eller andre og har brug for hjælp?

Det er mere uklart. Og det kan få alvorlige konsekvenser. Både for den ramte og andre.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger: 

Vi har desværre set, at det kan få fatale konsekvenser, at mennesker i dyb krise ikke kan få den nødvendige hjælp. Det bliver vi nødt til at gøre noget ved. Og derfor skal vi have en landsdækkende psykiatrisk akuttelefon, hvor sundhedsfaglige døgnet rundt på alle årets dage kan hjælpe og for eksempel henvise til akutte behandlingstilbud eller sende akut psykiatrisk udrykning.

Som opfølgning på psykiatriaftalen fra november 2023 har Sundhedsstyrelsen sat gang i et fagligt arbejde, der skal give regeringen og aftalepartierne et ordentligt grundlag for at beslutte, hvordan en ny national akuttelefon bedst kan etableres.

Sundhedsstyrelsen anbefaler at integrere den nye psykiatriske akuttelefon i det eksisterende akutberedskab, samtidig med at man styrker de udgående akutpsykiatriske indsatser som psykiatrisk udrykningstjeneste og ambulante akutteams.

Og den løsning er der umiddelbart opbakning til hos indenrigs- og sundhedsministeren:

For mig at se giver det rigtig god mening at integrere den nye psykiatriske akuttelefon i den nuværende 112-telefon og lægevagten, så der bliver én samlet indgang. Der er ingen grund til, at vi opfinder et nyt nummer, som folk også skal huske, og som kan skabe forvirring. Og Sundhedsstyrelsen peger også på, at der er flere fordele ved at udbygge den eksisterende løsning med psykiatrifaglige kompetencer. Man får bl.a. en helhedsorienteret visitation og en faglig opkvalificering af det samlede akutberedskab. Nu bliver der én samlet indgang via 112 og lægevagten.

Ministeren vil nu invitere aftalepartierne bag psykiatriaftalen til et møde i begyndelsen af det nye år, hvor man på baggrund af Sundhedsstyrelsens faglige oplæg skal drøfte modeller for den nye nationale psykiatriske akuttelefon.

Med psykiatriaftalen blev der afsat 112,5 mio. kr. i 2025 og 150 mio. kr. i 2026 og frem til en psykiatrisk akuttelefon – herunder styrkelse af eksisterende eller nye behandlingstilbud, der kan visiteres til. Efter de politiske drøftelser vil regionerne fra 2025 gradvist udrulle den nye akuttelefon.

Pressehenvendelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt:
Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk