Nyt tilfælde af abekopper hos kvinde i Danmark

02-09-2022

Der er nu i alt registreret 177 bekræftede tilfælde af abekopper i Danmark, heriblandt yderligere et tilfælde hos en kvinde, hvilket bringer det samlede antal op på to. Kvinden har ikke kendt smittekilde og ingen rejsehistorik. Det er fortsat Statens Serum Instituts vurdering, at man kan forvente enkelte smittetilfælde uden for risikogruppen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke siger:

Vi har nu det andet tilfælde af smitte med abekopper hos en kvinde. Det er fortsat Statens Serum Instituts vurdering, at der vil forekomme enkelte tilfælde af smitte uden for risikogruppen. Vi monitorer selvfølgelig sygdommen tæt og tager den meget alvorligt. 2.858 har nu modtaget minimum 1 stik af vaccinen mod abekopper, og alle i risikogruppen har fortsat mulighed for at tage imod tilbuddet om en vaccine.

I andre lande er der også set enkelte tilfælde af abekopper hos kvinder. Onsdag d. 17. august meldte WHO ud, at 176 kvinder i Europa er eller har været smittet med abekopper i 2022 udbruddet. Det svarer til ca. 1,1 % procent.

SSI vurderer fortsat, at risikoen for et alvorligt sygdomsforløb med abekopper er lav for alle grupper med undtagelse af gravide, børn og immunsupprimerede.

Folketinget har d. 12. august godkendt indkøbet af yderligere 10.000 vacciner fra Imvanex fra Bavarian Nordic mod abekopper, efter at Sundhedsstyrelsen har udvidet målgruppen for vaccination. Målet med vaccinerne er at undgå alvorlig sygdom og forebygge smitten. 
Læs mere her.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet