To mistænkte tilfælde af Omicron (B.1.1.529) er påvist i Danmark hos rejsende fra Sydafrika

27-11-2021

Varianten Omicron (B.1.1.529) er en ny variant af coronavirus. Den blev først rapporteret i Botswana 11. november 2021 og 14. november i Sydafrika. Varianten er siden observeret i flere europæiske lande i hos rejsende fra de sydafrikanske lande. I dag er den sandsynligvis fundet hos to personer, der er indrejst til Danmark.

Tilfældene er påvist ved variant PCR, der fangede mutationer, der er kendetegnet for Omicron, og der er dermed med stor sandsynlighed tale om Omicron. Det vil først endelig kunne bekræftes, når resultatet af helgenomsekventering foreligger inden for de næste dage.

Sundhedsminister Magnus Heunicke siger:

- Myndighederne har en begrundet mistanke om, at vi har de første to tilfælde af den nye variant Omicron i Danmark. Varianten er blevet fanget i de variant-PCR-test, som SSI laver på positive prøver, og derfor har vi hurtigt fanget varianten. Vi er et af de lande, der har den mest omfattende overvågning af varianter, og derfor er det ikke overraskende, at vi tidligt finder tilfælde i Danmark.  

- Personerne, der er smittet, har været i Sydafrika og er nu i isolation og myndighederne er i gang med at opspore ud i tredje led - det vil sige, at nære kontakter og disses nære kontakter alle bliver opfordret til at gå i isolation og selvfølgelig at blive testet. Og myndighederne arbejder stenhårdt på at få samme opfordring ud til alle, der var med samme fly, som de smittede.  

- Det er vigtigt at sige, at der stadig er meget vi ikke ved om Omicron. Derfor kommunikerer vi så snart, der er nyt.

Ny variant bekymrer

Den nye variant, B.1.1.529, bekymrer virologer internationalt, fordi den har mange flere mutationer i spike proteinet end normalt, og der er usikkerhed om smitsomheden og om mulig mindre følsomhed overfor vaccinerne. Der er fundet bekræftede rejserelaterede tilfælde i bla. England og Belgien.

Rejsende fra Sydafrika

Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at alle indrejsende til Danmark eller indrejste inden for de seneste 10 dage (fra d. 16. november), der har haft ophold (dog ikke transit) i Sydafrika, Lesotho, Eswatini, Mozambique, Zimbabwe, Botswana og Namibia lader sig teste og går i isolation til negativ test på dag 4 og dag 6. Det gælder uanset vaccinationsstatus.

Isolationen bør tidligst ophøre ved en negativ test på dag 6. I de tilfælde, hvor der er gået mere end 6 dage siden indrejse, anbefales der alene en test hurtigst muligt.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet