”Forældre skal kun have to chancer”. Ordene kom stille og nervøst fra en 12-årig anbragt dreng, der havde samlet mod til at fortælle sin historie. Jeg mødte ham i december, og bag ordene lå en hård historie om alvorlige svigt. Om forældrene, der havde fået chance på chance, imens en lille dreng betalte prisen med et liv med utryghed og omsorgssvigt. Drengens historie viser, hvorfor budskaberne i statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale om altid at være på børnenes side er så vigtige.
Vi skal gribe tidligere ind, når børn bliver svigtet, så alle får muligheden for et trygt hjem med voksne, der kan tage vare på dem.
Alt for mange bliver i dag anbragt i en sen alder. Vi anbringer næsten fem gange flere 16-årige end 1-årige, 2-årige eller 3-årige. Vi handler åbenlyst for sent, efter at problemerne har vokset sig tunge og dybe hos mange af de svigtede børn.
Derfor undrer kritikken fra Martin Henriksen (DF) mig. Han betegner i et debatindlæg her i avisen den 7. januar regeringens ønske om at hjælpe flere børn tidligere som ”uhyggeligt”.
Martin Henriksen skriver også: ”Børnene er forældrenes – ikke statens eller Socialdemokratiets.” Jeg er enig i, at børnene ikke er statens eller noget partis ejendom. Børnene er til i deres egen ret.
Og modsat Martin Henriksen anerkender jeg, at forældrenes ret til deres børn ikke er ubetinget. Hvis de svigter barnets grundlæggende ret til tryghed og omsorg, skal fællesskabet tage over. Det har vi pligt til.
Af samme årsag gjorde Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering det i 1990’erne forbudt at slå børn. Dengang var Dansk Folkeparti imod med lignende argumenter, som Martin Henriksen bruger i dag, om at børnene er forældrenes. Og her er vi vel inde ved kernen:
Vi står med et fundamentalt forskelligt syn på børns rettigheder. Jeg mener, at børnene er til i deres egen ret, og at der skal lyttes langt mere til dem.
Når den 12-årige dreng fortæller, at hans forældre fik for mange chancer, så skulle systemet have lyttet til ham i de år, han blev omsorgssvigtet.
Misforstå mig ikke. Anbringelser af børn mod forældrenes vilje er ikke et mål i sig selv. Men vi anbringer mange i en sen alder, selvom de første år er afgørende for barnets liv, og selvom tidligt anbragte trives bedre end sent anbragte.
Der er brug for en bred tilgang til sagen: Vi skal støtte udsatte forældre langt bedre end i dag. Alle forældre vil det bedste for deres børn. Og vi skal i øvrigt løfte hele børneområdet: Kvaliteten i anbringelserne, plejefamilierne og kommunernes sagsbehandling trænger til forbedringer.
Men i de svære sager, hvor forebyggelse og samarbejde ikke slår til, er der et valg. Barnets tarv eller forældrenes ret. Martin Henriksen mener, vi skal vægte familien højere. Men jeg er ikke i tvivl: Vi skal altid stå på børnenes side.