Som socialminister møder jeg mange forskellige udsatte mennesker. På herbergerne, varmestuerne og når jeg får en snak med en hjemløs på gaden. Ofte har de det samme tilfælles: De blev svigtet i barndommen.
Når jeg taler med dem om deres opvækst, står jeg altid tilbage med spørgsmålet: Hvorfor var der ingen, der greb ind noget før? Det samme gælder, når det kommer til de store anbragte børn, jeg har mødt gennem det sidste halve år på børnehjem og til arrangementer.
Den barske virkelighed bag deres historier er, at de ikke er alene. Vi hjælper ofte for sent og for dårligt, når børn bliver svigtet. Er man i tvivl, kan man kigge på tallene: Vi anbringer næsten fem gange så mange 16-årige som etårige, toårige eller treårige børn. Og de børn, vi hjælper for sent, har ikke bare mistet den eneste barndom, de havde. De kommer også ind i voksenlivet med skader og problemer, der betyder, at alt for mange af dem ender med hårde liv, med kriminalitet, stofmisbrug og hjemløshed.
Der er her tale om en af de helt store falliterklæringer for vores velfærdssamfund.
Derfor har regeringen med statsminister Mette Frederiksen i spidsen sat netop de udsatte børn på dagsordenen.
Det har fået Politikens skribent Susan Knorrenborg til tasterne og i en Signatur her i avisen med kritik. Der er schwung i retorikken, når hun beskriver en 'voldsom fejlmargin' i sagerne på det specialiserede børne- og ungeområde.
Men vi skylder hinanden at være præcise i denne svære og følsomme debat. For ja, der er for mange fejl i kommunernes sagsbehandling. Det ved vi blandt andet på grund af det Børnesagsbarometer, som vi fra politisk hold har sat i verden.
Men fejl i sagsbehandlingen - af de mange forskellige typer, der nu kan være - er ikke det samme som en voldsom fejlmargin i anbringelsessagerne. Faktisk stadfæstede Ankestyrelsen sidste år 98 procent af de påklagede tvangsanbringelser.
Selve anbringelsen er altså i langt, langt de fleste tilfælde korrekt - og sådan skal det være.
Det betyder ikke, at vi ikke skal være dybt optagede af at forbedre sagsbehandlingen.
Og særligt ét af tallene i efterårets Børnesagsbarometer får alle mine alarmklokker til at ringe: I kun godt halvdelen af de gennemgåede sager talte man med børnene, som loven ellers kræver, at man skal. Det går ikke. Tværtimod skal vi have barnets stemme stærkere frem, så vi er sikre på, vi handler på barnets virkelighed.
De mange fejl i sagsbehandlingen bliver ofte fremført som et argument for, at der finder forkerte anbringelser sted.
Men dårlig sagsbehandling kan også være skyld i, at nogle børn ryger under radaren og ikke får den hjælp, de har brug for. Særligt når vi ser, i hvor mange tilfælde børnene slet ikke høres i deres egen sag.
Vi både kan og skal gå i lag med flere problemer samtidig. Vi skal både hjælpe flere tidligere, sikre bedre anbringelser og løfte sagsbehandlingen. Prøv lige at tænke Susan Knorrenborgs logik til ende: Skal vi stoppe op over for de børn, der lige nu lever med omsorgssvigt og utilstrækkelig pleje, fordi vi har brug for at arbejde med at forbedre sagsbehandlingen? Det er indgribende at anbringe et barn uden forældrenes samtykke. Men det er mindst lige så indgribende at lade et barn vokse op uden voksne, der kan passe ordentligt på det.
Vi skal hjælpe flere og tidligere. Vi skal sikre bedre anbringelser med færre sammenbrud og skift for de børn, fællesskabet har påtaget sig ansvaret for. Og vi skal løfte kvaliteten i sagsbehandlingen. Ikke én indsats ad gangen. Men sideløbende.
Og som en rød tråd igennem alt det skal vi sætte barnet først.