»Forældre skal kun have to chancer.« Ordene kommer fra en 12-årig anbragt dreng. Jeg møder ham, da vi begge er inviteret til juleklip på Marienborg i december.
Det krævede mod, tilløb og tårer at sige højt. Bag ordene ligger en historie om svigt. En historie, hvor mor og far har fået chance efter chance på bekostning af drengen. Hvor forældrenes ret til deres barn har vægtet langt højere end barnets ret til et godt børneliv.
Drengens historie viser, hvorfor budskaberne i statsminister Mette Frederiksens nytårstale er så vigtige.
Vi skal gribe tidligere ind, når børn bliver svigtet i hjemmet, så udsatte børn får en god opvækst. Som socialminister møder jeg mange hjemløse, stofmisbrugere og psykisk syge. Ofte har de det samme til fælles: Svigt i barndommen. De spørger mig ofte: Hvorfor var der ingen voksne, der greb ind noget før? Seks tidligere anbragte børn skrev i en kronik i efteråret: »En af os har oplevet, at der kom en sagsbehandler hjem til hende klokken 8, hvor hun var på vej i skole, og hendes mor var stangbacardi. Men alligevel skete der ingenting.« De tidligere anbragte spurgte også: »Hvorfor vente, til det går helt galt?« Anbringelser sker sjældent ud af den blå luft. Således har størstedelen af børn og unge anbragt uden for hjemmet modtaget en eller flere forebyggende foranstaltninger, inden de blev anbragt. Nogle gange over mange år.
Vi ved også, at mange bliver anbragt i en sen alder. Vi anbringer næsten fem gange flere 16-årige end et-årige, to-årige eller tre-årige. Samtidig viser trivselsundersøgelser, at jo længere et barn eller en ung har været anbragt, desto bedre trives de. Det er tegn på, at flere skal tvangsanbringes tidligere. Ikke fordi tvangen er et mål i sig selv, men fordi det kan være helt afgørende for at sikre barnet mod at blive kastebold i systemet.
Som Børns Vilkårs direktør Rasmus Kjeldahl udtalte til TV2 1. januar: »For de her børn, der desværre er en del af i Danmark, der tror vi også, at en tvangsanbringelse tidligere i livet vil kunne sikre en stabilitet, som de desværre ikke oplever i dag.«
Berlingskes chefredaktør Tom Jensen kritiserer i en leder i Berlingske statsministerens tale. Han henviser blandt andet til Frederiksberg Kommune, hvor der er afsløret alvorlige fejl i tvangsanbringelsessagerne.
Tom Jensen har ret i, at der er for mange fejl i sagsbehandlingen. Men skal svaret på det virkelig være at stoppe med at hjælpe? Når regler på området ikke bliver fulgt ordentligt i kommunerne, kan det nemlig betyde, at nogle anbringes forkert. Men det kan lige så vel betyde, at nogle børn ikke bliver anbragt, selvom det vil være den bedste hjælp for dem.
Jeg er især optaget af en af de fejl, der ofte bliver begået i sagsbehandlingen: At børnene ikke bliver hørt tilstrækkeligt og inddraget.
Det viser mig, at børnene for alvor skal sættes først i vores system. Fordi alle børn fortjener et trygt hjem.