Kan bedre digitale vaner gøre os mindre stressede? Det Nationale Stresspanel samles hos PFA

09-11-2018

Der er digitalisering og bedre brug af sociale medier på dagsordenen, når regeringens Nationale Stresspanel mandag den 12. november mødes hos PFA.

25 procent af danskerne var ifølge den seneste Nationale Sundhedsprofil stressede i 2017. For unge kvinder mellem 16 og 24 år, var det tal 41 procent. Samtidig bruger danskerne stadig mere tid på forskellige digitale platforme. En undersøgelse, Epinion har foretaget for PFA har vist, at 17 procent af danskerne bruger mere end tre timer dagligt på deres smartphone udover arbejdsrelaterede formål.

Det tal er også et gennemsnit. Kigger man på de 25-40-årige danskere, er det hele 36 procent, der bruger mere end tre timer på deres smartphone hver dag. Samme undersøgelse viste, at 23 pct. af danskerne vurderer, at smartphonen er med til øge deres oplevelse af stress.

Sammenhængen mellem udviklingen i stress og vores brug af digitale medier er derfor på dagsorden, når de i 10 medlemmer af regeringens Nationale Stresspanel mandag den 12. november mødes hos PFA i København. Anette Prehn, der er formand for Det Nationale Stresspanel, siger:

På få år har digitale strukturer fået en enorm magt. De påvirker vores selvopfattelse, vores menneskelige samspil, vores normer og vores stressniveau. Digitale ’løsninger” på en række områder betyder, at vi i dag tvinges ind i en notifikationskultur -  hvad enten vi har sagt ja eller nej til at modtage notifikationer fra platformen. For eksempel tror jeg, at mange, der har børn ved, at man er nødt til at tjekke ForældreIntra flere gange om dagen, for at undgå at ens barn bliver irettesat i skolen som fordi vi som voksne har overset en enkelt besked i strømmen af de daglige beskeder. Det skaber et pres på os som mennesker, der næppe er holdbart. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu i Stresspanelet er godt i gang med at finde konkrete forslag, der blandt andet skal gøre op med den her notifikationskultur, der stressser os mere end den informerer os.

Læge, forfatter og foredragsholder Imran Rashid er et af medlemmerne af Det Nationale Stresspanel. Samtidig samarbejder han med PFA Pension om at indsamle viden om hensigtsmæssig brug af blandt andet smartphones. Imran Rashid siger:

Det væsentligste råstof og brændstof i de sidste 10 års digitale transformation har været menneskers mentale ressourcer. Det betyder, at i takt med at samfundet bliver mere og mere digitaliseret, stiger risikoen for mental usundhed. Mit samarbejde med PFA handler om at sætte fokus på problemet, og om at skaffe det nødvendige vidensgrundlag, der kan bruges til at hjælpe både virksomheder og privatpersoner med at udvikle sunde digitale vaner. Det, tror vi, kan være med til at nedbringe stress i Danmark.

Mødet hos PFA er det tredje i rækken af møder i Det Nationale Stresspanel. I januar 2019 skal panelet aflevere sine 12 konkrete løsningsforslag til hvad der kan gøres for at færre danskere bliver stressede.

Panelet har løbende modtaget forslag fra borgere, organisationer og andre, der har budt ind med forslag til hvad der kan gøres for at færre dánskere bliver stressede. Det er stadig muligt at sende konkrete forslag ind til panelet. Se, hvordan du kan gøre det her.

De indsendte forslag vil blive inddraget i panelets arbejde og drøftet på møderne.

Presse er velkomne mandag den 12. november fra kl. 12.30-13.00  hos PFA, Sundhedskrogsgade 9, 2100 København Ø

 



Det Nationale Stresspanel består af:

 

  1. Anette Prehn, sociolog, underviser, foredragsholder og forfatter til fem bøger og syv minibøger om hjernens spilleregler og disses betydning for socialt samspil og mental sundhed.
  2. Peter Lund Madsen, speciallæge i psykiatri, hjerneforsker, forfatter og foredragsholder.
  3. Anne-Mette Ravn, Adm. direktør Hartmanns, som har ligget i top 10 over Danmarks bedste arbejdspladser de sidste ti år i træk, bl.a. har de fokus på stress, flydende arbejdsliv og life balance.
  4. Imran Rashid, dansk-pakistansk læge, IT-iværksætter, debattør, foredragsholder og forfatter til bogen ”Sluk”. 
  5. Christian Mogensen, foredragsholder og projektleder, Center for digital pædagogik.
  6. Marianne Breds Geoffroy, speciallæge i psykiatri, ph.d., forfatter og aktivt foreningsmedlem i en række foreninger. 
  7. Thomas Braun, direktør for Studenterrådgivningen, som har 50 års erfaring med at yde social, psykologisk og psykiatrisk rådgivning og behandling til studerende. 
  8. Trine Wulf-Andersen, lektor på RUC (Institut for Mennesker og Teknologi) og står i spidsen for forskningsprojektet om unges identitetsprocesser og fællesskaber i videregående uddannelser.
  9. Mikkel Baastrup, adm. direktør i entreprenørvirksomheden B. Nygaard Sørensen, som har sat fokus på det psykiske arbejdsmiljø, hvilket skabte bedre trivsel, samarbejde og vidensdeling. Arbejdspladsen vandt i 2016 Arbejdsmiljøprisen i psykisk arbejdsmiljø. 
  10. Sarah Wessmann Olsen, frivilligkoordinator, Det Sociale Netværk

 

 

 

 

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet