Ældreministeren: Nu skal ældremaden gøres mere lækker

05-07-2017

25 mio. kr. er nu på vej ud til projekter, der skal være med til at gøre den mad, som ældre borgere får leveret i hjemmet, mere indbydende og appetitlig. Ældreminister Thyra Frank ser frem til, at nye ideer til bedre mad og madoplevelser kan komme de ældre til gavn.

Hvordan kan man vække ældres sanser bedst muligt, når det handler om mad? Og hvordan kan vi måske gøre den mere indbydende at spise og se på, og på hvilken måde spiller transporten af maden hjem til de ældre og emballagen ind?
 
Det skal en række kommuner prøve at finde svar på gennem de projekter, de har fået penge til fra en pulje, som Sundheds- og Ældreministeriet nu udmønter.
 
I aftalen om finanslov for 2017 blev der afsat 25 mio. kr. til en ansøgningspulje målrettet forsøg med innovative tilgange til levering og anretning af den mad, som ældre modtager via madservice i eget hjem. I alt 46 kommuner havde søgt om midler fra puljen, og de seks projekter er udvalgt efter en grundig, faglig vurdering i Sundhedsstyrelsen.

Ældreminister Thyra Frank siger:    

Målet er, at projekterne, kan være med til at skubbe til nogle kreative og innovative ideer, der giver bedre madoplevelser for de ældre, ikke bare i de kommuner, der laver projekterne, men i hele landet. Alle landets kommuner skal kunne lære af erfaringerne fra projekterne.   

Projekterne, der nu er givet 25 mio. kr. til, skal fra forskellige vinkler nytænke måden man kan producere, emballere, transportere og anrette maden på, som kan give et mere indbydende måltid, der både smager og dufter godt, og som bevarer den kulinariske kvalitet, også når maden genopvarmes. Fælles for projekterne er, at de gennemføres i større samarbejder blandt andet mellem flere kommuner og med inddragelse af vidensinstitutioner og private virksomheder, som kommer til at være med til at udvikle og dokumentere de nye løsninger.

Ældreminister Thyra Frank siger:       

Noget af det mest afgørende for ældres livskvalitet er maden. Det løfter humøret og er godt for både krop og sjæl, når den mad, der bliver serveret dufter godt, ser lækker ud og er frisk. Og da mange ældre også har problemer med appetitten eller i det hele taget med at spise og drikke, så er det afgørende, at den mad, de får bragt til døren, er med til at vække deres appetit og give dem mere lyst til at spise. "Derfor ser jeg frem til, at de nye projekter vil få os alle til at se på mad og madoplevelsen på nye og spændende måder.    

Midlerne er afsat på finansloven af de nuværende regeringspartier og Dansk Folkeparti sammen med de 425 mio. kr. til etablering af køkkener på plejehjem.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet