Sundhedsminister: Fornuftigt at undersøge bivirkninger ved HPV-vacciner nærmere

13-07-2015

Sundhedsminister Sophie Løhde ser positivt på, at den europæiske bivirkningskomité vil undersøge mulige bivirkninger ved vacciner mod livmoderhalskræft.

Det er fornuftigt, at Sundhedsstyrelsen på vegne af Danmark har taget sagen op over for de europæiske lægemiddelmyndigheder, og at grundene til de mange danske indberetninger om formodede bivirkninger ved HPV-vacciner bliver undersøgt nærmere.

Det siger sundhedsminister Sophie Løhde, efter at Sundhedsstyrelsen har anmodet EU-Kommissionen om at bede Det Europæiske Lægemiddelagenturs Bivirkningskomité om en supplerende europæisk undersøgelse af vaccinerne mod livmoderhalskræft.

Undersøgelsen gennemføres med særlig fokus på POTS og CRPS, som er to syndromer, der er indberettet som formodede bivirkninger i bl.a. Danmark. Undersøgelsen er således mere detaljeret end de periodiske sikkerhedsopdateringer af vaccinerne, der udarbejdes årligt.
 
Sundhedsministeren er tilfreds med, at den europæiske bivirkningskomité har efterkommet det danske ønske om en undersøgelse:   

Både bivirkningskomitéen og Sundhedsstyrelsen herhjemme vurderer, at fordelene ved vaccinen mod livmoderhalskræft er større end ulemperne, og anbefaler fortsat, at unge piger bliver vaccineret. Men det er vigtigt for mig, at vi reagerer, når der bliver ved med at komme nye indberetninger om bivirkninger, og der samtidig er skabt en bekymring blandt mange piger og deres familier. Det skal vi tage alvorligt.

Hvert år får cirka 400 danske kvinder konstateret livmoderhalskræft. Cirka halvdelen er under 45 år. Mere end 6.000 kvinder opereres årligt for forstadier til livmoderhalskræft, der hvert år koster omkring 100 danske kvinder livet.
 
HPV-vaccinen er et gratis tilbud til alle 12-årige piger og har siden 2009 været en del af det danske børnevaccinationsprogram.
 
I Danmark er over en halv mio. kvinder vaccineret mod livmoderhalskræft. Sundhedsstyrelsen har pr. 31. maj 2015 i alt modtaget 1.305 indberetninger om alvorlige bivirkninger ved vaccinen og offentliggør hvert kvartal en sammenfatning af bivirkningsindberetningerne.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet