Hukommelsesbesvær, problemer med koncentrationsevnen og ændret adfærd.
Det kan være symptomer på, at man er ved at udvikle demens. En betegnelse, der dækker over mere end 200 forskellige sygdomme i hjernen, som svækker den enkeltes mentale færdigheder.
Mere end 8.000 danskere får hvert år en demensdiagnose, men det kan være komplekst at stille diagnosen, og for mange venter for længe. Det skaber utryghed hos både den sygdomsramte og de pårørende og kan desuden betyde, at sygdomstilstanden udvikler sig hurtigere end nødvendigt.
Regeringen har derfor afsat 35 millioner kroner på finansloven 2025 til at nedbringe ventetiderne til udredning i 2025 og 2026. Og indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde har nu lavet en aftale med Danske Regioner om at øge den samlede kapacitet i demensudredningen på sygehusene.
Stadig flere danskere bliver ramt af en demenssygdom, og i dag venter for mange for længe på at blive udredt. Det skaber utryghed og betyder også, at der ofte går for lang tid, før man igangsætter en behandling, og det er et problem. For selvom demens desværre ikke kan helbredes, så er det i mange tilfælde muligt at dæmpe symptomer og udsætte sygdomsudviklingen, hvis sygdommen opdages tidligt, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.
De 35 millioner kroner skal på kort sigt øge kapaciteten på de regionale demensudredningsenheder, men vil også kunne bruges til andre indsatser, der tager afsæt i Sundhedsstyrelsens kommende anbefalinger til, hvordan demensudredningen kan styrkes. Det kan eksempelvis være flere udredningsforløb uden for sygehusene.
I takt med at befolkningen bliver ældre, rammes flere desværre af demenssygdomme, og dermed skal flere også udredes. Vi skal derfor blive klogere på, om vi kan tilrettelægge udredningen på en ny og bedre måde til gavn for det stigende antal demensramte og deres pårørende. Det kan eksempelvis være hos egen læge eller i eget hjem. Det kan være med til at gøre udredningsforløbet mere trygt og samtidig sikre hurtigere udredning, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.
Ifølge Nationalt Videncenter for Demens var der i 2024 registreret omkring 40.000 danskere på 65 år eller derover med demens, men centret skønner, at det reelle antal danskere med en demenssygdom var omkring 97.000 mennesker.
Omkring 134.000 danskere forventes ifølge Sundhedsstyrelsen at leve med demens i 2035.