Regeringen vil sætte et trecifret millionbeløb af til at bekæmpe barnløshed

04-01-2024

Fremover vil danskere, der har brug for hjælp til at få endnu et barn, kunne få gratis fertilitetsbehandling til barn nummer to. Regeringen vil derfor investere et trecifret millionbeløb i at udbygge behandlingskapaciteten på fertilitetsområdet i sundhedsvæsnet.

Stadig flere danskere har svært ved at få børn og har brug for hjælp til at kunne indfri drømmen om at blive forælder.

Omkring hvert 8. barn i Danmark kommer i dag til verden som et resultat af fertilitetsbehandling, og antallet af behandlingsforløb er stigende. I 2012 blev der startet omkring 34.000 fertilitetsbehandlinger i sundhedsvæsnet. Det antal var i 2022 vokset til mere end 39.000.

Den mest udbredte behandlingsform er IVF-behandling, hvor æg udtages fra æggestokkene og befrugtes med sædceller uden for livmoderen. Metoden kaldes populært for reagensglasbehandling.

Hvis man har fået sit første barn, kan man efter de gældende regler imidlertid ikke blive behandlet i offentligt regi til barn nummer to. Det vil regeringen nu ændre.

Senere i år vil indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde fremsætte et lovforslag, der giver mulighed for at få gratis fertilitetsbehandling til endnu et barn.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

Der er rigtig mange, som gerne vil give deres barn en lillesøster eller lillebror, men som har brug for hjælp til at skabe den børnefamilie, de drømmer om. Og med regeringens nye og seneste initiativ på fertilitetsområdet får de nu mulighed for at få gratis behandling til barn nummer to, og det vil forhåbentlig føre til, at endnu flere vil få deres drøm opfyldt."

I offentligt regi bruges der i dag ca. 175 mio. kr. årligt på fertilitetsbehandling, og regeringen er parat til at investere et trecifret millionbeløb, der bl.a. skal gå til at opbygge kapaciteten på de offentlige fertilitetsklinikker, fx til indkøb af nyt udstyr og til flere personaleressourcer.

I forbindelse med implementeringen af forslaget vil der også være fokus på, hvordan kapacitet i det private kan udnyttes til at udvide hjælpen til andet barn.

Sophie Løhde siger:

Når man brændende ønsker sig at få endnu et barn og ikke ved, om det vil lykkes at blive gravid, kan det være enormt hårdt at skulle vente på at komme i behandling. Derfor er det også vigtigt, at vi så vidt muligt sikrer, at der er tilstrækkelig behandlingskapacitet, så familierne ikke skal vente for længe på at komme i behandling."

Det nye tilbud, der giver mulighed for at få gratis hjælp til barn nummer to, forventes at træde i kraft i december 2024.

Tilbuddet supplerer et tidligere initiativ på fertilitetsområdet, som regeringen præsenterede i forbindelse med finansloven for 2024. Her øremærkede regeringen 45 mio. kr. årligt til, at barnløse kan få op til dobbelt så mange forsøg med reagensglasbehandling.

Hvor det i dag er muligt at få tre behandlinger, vil det fremover blive muligt at få op til seks forsøg til første barn. Det vil ifølge fagfolk øge chancen for at blive gravid betragteligt.

Pressehenvendelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt:
Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk